HMI - Bolig netværkIllustration 1Illustration 2Illustration 3
Sitemap
  Se og tilmeld RSS-feeds
Du er her: Om bolig.hmi.dk » Betingelser for anvendelse

Betingelser for anvendelse af netværket bolig.hmi.dk

Hjælpemiddelinstituttets netværk bolig.hmi.dk, er et fagligt forum for personer, der arbejder inden for et specifikt fagligt område - her boligindretning - i forhold til personer med nedsat funktionsevne. Formålet med netværket er at bidrage til at sikre et højt fagligt niveau og effektiv sagsbehandling inden for det specifikke område.

Hjælpemiddelinstituttet er berettiget og forpligtet til løbende at ændre på og strukturere indholdet af bolig.hmi.dk uden deltagernes forudgående samtykke. Hjælpemiddelinstituttet bestræber sig dog på at bolig.hmi.dk til stadighed opfylder formålet med etableringen af bolig.hmi.dk, jf ovenfor.

Deltageres forpligtelser

Deltagere af bolig.hmi.dk skal til enhver tid overholde de af Hjælpemiddelinstituttet udstedte retningslinjer for brug af bolig.hmi.dk. Deltagere skal herunder til enhver tid overholde gældende lovgivning, herunder men ikke begrænset til straffeloven, persondataloven, ophavsretsloven, varemærkeloven og markedsføringsloven.

Hjælpemiddelinstituttet forbeholder sig ret til at indstille eller ophæve deltageres adgang til bolig.hmi.dk, såfremt Hjælpemiddelinstituttet vurderer at deltagere har forbrudt sig mod bestemmelser i denne aftale eller retningslinjer udstedt af Hjælpemiddelinstituttet. Indstilling eller ophævelse af deltageres adgang sker uden refusion af allerede af deltagerens erlagte betalinger.

Deltagere accepterer følgende generelle retningslinjer for brug af bolig.hmi.dk:
a) Deltagere skal respektere tredjemands ophavsret, herunder tekster og billeder samt andre immaterielle rettigheder, herunder bl.a. varemærker og forretningskendetegn.
b) Deltagere respekterer, at ytringsfriheden er en frihed under eget ansvar, og deltagere skal undgå krænkelser af mennesker med andre værdier, behov, anden religion og anden etnisk herkomst, end deltageren selv, og skal således undgå at anvende diskriminerende udtryk.
c) Ved brug af materiale, information m.m. fra netværket bolig.hmi.dk skal kilden angives.

Ovenstående gælder også for indholdet af eventuelle links og henvisninger som medlemmer måtte oplagre på bolig.hmi.dk.

Hjælpemiddelinstituttets forpligtelser

Ved deltageres rapportering af fejl eller mangler ved Hjælpemiddelinstituttets afvikling af bolig.hmi.dk, vil Hjælpemiddelinstituttet uden ugrundet ophold søge at afhjælpe disse fejl og mangler inden for Hjælpemiddelinstuttets normale arbejdstid.
Hjælpemiddelinstituttet foretager fuldstændig back-up af bolig.hmi.dk én gang om ugen. Hjælpemiddelinstituttet foretager endvidere back-up af ændringer dagligt på hverdage. Hver den 1. i måneden foretager Hjælpemiddelinstituttet en automatisk fuldstændig back-up.

Hjælpemiddelinstituttet garanterer ikke uafbrudt, kontinuerlig adgang til bolig.hmi.dk. Deltagere anerkender, at Hjælpemiddelinstituttets tjenester af og til kan være utilgængelige, det være sig planlagt eller tilfældigt, og at Hjælpemiddelinstituttet ikke kan gøres ansvarlig for manglende adgang.

Friholdelse af Hjælpemiddelinstituttet

Hjælpemiddelinstituttet er ikke ansvarlig for indholdet og eventuelle følgevirkninger af deltageres oplagring af information på bolig.hmi.dk.

Svar fra Juristen

Svar gives med afsæt i principielle og generelle problemstillinger. Svar der gives til et konkret spørgsmål kan således ikke overføres direkte til en konkret sag.

Persondata

Ved at acceptere disse betingelser, giver deltagere samtidig samtykke til at Hjælpemiddelinstituttet kan behandle deltagernes personlige data, som deltagerne afgiver til Hjælpemiddelinstituttet i forbindelse med tilmelding til bolig.hmi.dk. Hjælpemiddelinstituttet vil ikke bruge disse oplysninger til andre formål end angivet i disse betingelser eller videregive dem til andre personer, medmindre deltageren har givet samtykke hertil. Ved udmelding af bolig.hmi.dk slettes alle personlige data.

Priser

Prisen for et års abonnement afhænger af kommunens størrelse. Alle kommuner betaler et grundbeløb på 2600 kroner årligt plus 5,2 øre pr. indbygger. For virksomheder og ikke-kommunale institutioner er prisen for et års abonnement 2600 kr.

Abonnementet giver adgang til medlemskab for alle den juridiske enheds medarbejdere. En juridisk enhed, fx. en kommune, defineres ved et CVR-nummer. Som medarbejder skal du tilmelde dig individuelt, og du får dit eget brugernavn og adgangskode til netværket.
Prisen er excl. moms. Hjælpemiddelinstituttet er momsfritaget og prisen tillægges således ikke moms.
Den løbende abonnementsafgift forhøjes automatisk årligt uden forudgående varsel hver den 1. januar på baggrund af stigningen i det af Danmarks Statistik fastsatte nettoprisindeks for oktober i det forudgående år.

Betaling

Abonnementsopkrævninger sker ved Hjælpemiddelinstituttets udsendelse af faktura til deltageren med angivelse af betalingsfrist. Den løbende abonnementsafgift opkræves forud for et kalenderår ad gangen (12 måneder) og opkræves normalt i januar måned.
Ved tilmelding til bolig.hmi.dk midt i kalenderåret udstedes faktura på abonnementsafgiften for den resterende del af det pågældende kalenderår.
Ved forsinket betaling er Hjælpemiddelinstituttet berettiget til at opkræve morerenter af det skyldige beløb med 2,0 % pr. påbegyndt måned fra betalingsfristens udløb og indtil betaling sker. Overskrides betalingsfristen med mere end 30 kalenderdage, er Hjælpemiddelinstituttet berettiget til uden forudgående varsel og ansvar at opsige aftalen.

Hjælpemiddelinstituttets ansvar

Hjælpemiddelinstituttets ansvar er begrænset til direkte tab. Hjælpemiddelinstituttet er ikke ansvarlig for indirekte tab, herunder følgeskader, omsætningstab, driftstab, tab af avance, manglende besparelse, tab af goodwill eller lignende tab, uanset om Hjælpemiddelinstituttet måtte være gjort opmærksom på risikoen for sådanne tab, og er alene ansvarlig for en skade, såfremt skaden er en direkte følge af grov uagtsomhed eller forsæt hos Hjælpemiddelinstituttets ansatte eller underleverandører. Hjælpemiddelinstuttets erstatningsansvar kan, uanset årsagen til skaden, herunder grov uagtsomhed fra Hjælpemiddelinstituttets ansattes side eller underleverandører, aldrig overstige kr. 100.000.
Såfremt Hjælpemiddelinstituttet påføres et erstatnings- eller strafferetligt ansvar som følge af en deltagers ansvarspådragende forhold, er deltageren forpligtet til i enhver henseende at friholde Hjælpemiddelinstituttet for de hermed påførte omkostninger og tab.
Hjælpemiddelinstituttet indestår ikke for og er ikke ansvarlig for den eventuelle juridiske rådgivning, der finder sted via bolig.hmi.dk.

Opsigelse af abonnement

Abonnement på bolig.hmi.dk kan opsiges af såvel Hjælpemiddelinstituttet som af deltagere med et skriftligt varsel på 3 måneder til udgangen af et år. Hvis ikke abonnementet opsiges, løber det automatisk videre.
 
Hjælpemiddelinstituttet har copyright på bolig.hmi.dk

Hjælpemiddelinstituttet, Gregersensvej 3i, 2630 Taastrup, Tlf:+45 43 99 33 22 hmi@hmi.dk